Adam, 42 år, buskontrollør
Efter syv år som billetkontrollør kan Adam fortælle om mange ubehagelige oplevelser. Fra tilråb på gaden som ”få jer et ordentligt arbejde” og ”røvhuller” – til episoder med trusler og direkte voldelige overfald.

I forbindelse med en stor rockkoncert i Århus, hvor Adam hjælper passagerne ind i busserne, optræder en ung, småfuld mand meget provokerende. Adam ringer til politiet for at få assistance, men inden han når så langt, har den unge mand plantet et knytnæveslag lige i ansigtet på Adam. Han falder om på vejen, men er hurtigt oppe igen og får med hjælp fra tilskuere fat i voldsmanden, som efterfølgende bliver anholdt.

Ved overfaldet bliver Adams næse brækket, og han er psykisk hårdt præget af situationen i den følgende tid.

For nylig var han udsat for en anden voldelig episode. En ung mand løber væk fra en kontrol i bussen, men undervejs taber han sin taske, og da Adam vil samle den op, bliver han tacklet af den unge mand med det resultat, at Adam vælter over i et buskads. På det tidspunkt går det op for den unge mand, at sagen er alvorlig, og han optræder nu meget brødebetynget. Politiet kommer til stede og kører den unge mand på politigården.