Buspersonalet hører til blandt de mest udsatte, når det drejer sig om chikane, vold og trusler i dagligdagen. Ikke færre end 110 gange måtte chauffører og billetkontrollører i 2004 indberette overgreb som slag, skub, spytten, verbale overgreb samt anden chikane. Billedet af at problemet primært skyldes utilpassede unge i enkelte områder af byen holder ikke. Virkeligheden er, at almindelige århusianeres vrede rammer personalet ligeså ofte - og ligeså hårdt. Det anslås, at omkring 25 buschauffører og p-billetkontrollører i 2004 har haft sygedage på baggrund af vold og chikane. Fire chauffører har forladt jobbet helt eller delvist med baggrund i vold og chikane. En af de berørte chauffører har tidligere været udsat for fysisk vold. Men han gik først for alvor ned med flaget, den dag en trafikant i vrede over en mindre uoverensstemmelse steg ud af sin bil, råbte og hamrede på chaufførens rude, for til sidst at spytte på den. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.


