Som ansat i et jobcenter møder Niels mange klienter, som har en aggressiv, truende eller ligefrem voldelig adfærd. En del af hans job består i at være ”standby” eller rykke til undsætning, hvis klienterne optræder truende over for socialrådgiverne, og i den funktion bliver han udsat for lidt af hvert.
”Der er ikke det husdyr, jeg ikke er blevet beskyldt for at være i familie med”, fortæller Niels, som også har oplevet at blive truet på livet, og i et enkelt tilfælde har han oplevet at blive slået på, men han nåede dog at parere med hånden.
En ung mand, som Niels i sin vagttjeneste flere gange tidligere har måttet hjælpe ud af huset pga. råberi og raseri, henvender sig en dag efter lukketid for at få udbetalt penge. Da det ikke kan lade sig gøre, tænder den unge mand helt af - spytter hidsigt ved siden af Niels, truer med at sparke ham, råber og skriger og sparker på en dør, så den går op. Udenfor kaster han med sten og smadrer et vindue.
Niels fortæller at han sagtens kan blive rystet, selvom man oplever meget i det job. Men det handler ikke så meget om råben og skrigen. Det værste er en øjenkontakt, der signalerer alvor bag den truende adfærd.
”For mig er noget er det værste, når folk ser på mig med onde øjne – så har jeg været udsat for, at jeg ryster på kroppen bagefter”, fortæller Niels, der generelt er glad for jobbet, hvor han også fungerer som sikkerhedsrepræsentant.


