En dag kommer Birgitte forbi to 7.- 8. klasses drenge, som er voldsomt oppe at slås. Hun beder dem stoppe, men det har ingen effekt. Der er ingen kolleger i nærheden. Birgitte appellerer derfor til drengenes klassekammerater, som ser på, om de kan sige noget, der får drengene til at høre op med at slås. De forsøger, men det har heller ingen effekt. Herefter lægger hun en hånd på den ene drengs skulder, med det resultat, at hun selv bliver ramt af slag på underarmen. Birgitte løber væk fra drengene for at hente hjælp fra to kolleger.

Den ene kollega henter yderligere hjælp, mens Birgitte og en anden kollega får skilt drengene ad. Birgitte kan på det tidspunkt ikke rumme mere, og går op på kontoret, hvor hun meget rystet begynder at græde. Hun oplever god hjælp af ledelsen, som sender hende hjem.

Næste dag er Birgitte klar til at gå på arbejde igen. Hun ved, at gårsdagens slag på underarmen ikke nødvendigvis havde været rettet mod hende. Imidlertid udsættes hun nu igen for en ubehagelig episode. Hun ser en lille pige slå med en pind på et par andre piger, og da hun griber ind, slår pigen i affekt kraftigt med pinden over en af Birgittes fingre. For Birgitte fremstår det helt uvirkeligt, at hun skal opleve noget så voldsomt to dage i træk, og hun går rystet ind til sin klasse – alt imens hendes finger dunker af smerte.

Birgitte fortæller, at det at blive slået føles krænkende og man føler sig lille indeni, og i stedet for det nærvær, hun ønsker i undervisningen, befinder hun sig følelsesmæssigt i sine rystende oplevelser. Hun har i situationen en klar fornemmelse af at befinde sig i en slags parallel-spor.

Birgitte tænker på, hvor meget der mon kan være i ”rygsækken” af den slags oplevelser, før man bliver syg af det? Hun fortæller at hun som lærer jo til stadighed må tænke, at hun ikke kunne gøre andet end at gribe ind i disse situationer, men at det samtidig er vældig svært at vide, hvordan man så samtidig passer på sig selv.